OR_Logo-with-payoff

Hjælp til parforholdet

Du og din partner får her mulighed for at afprøve enten et online- eller et offline-selvhjælpsforløb. Tilbuddet er helt gratis, da det er en del af et forskningsprojekt på Aarhus Universitet finansieret af TrygFonden.  

Forskning viser, at selvhjælpsforløb kan hjælpe mange par med at forbedre deres kommunikation og løse problemer i forholdet. Også par, der i udgangspunktet oplever væsentlige konflikter og utilfredshed.

Afspil videoen nedenfor og få mere viden om, hvad vi kan tilbyde dig og din partner i dette projekt, eller klik på linket "Læs mere om projektet".

Ourrelationship det internetbaserede alternativ til en parterapeut

Hvilke problemer i parforholdet kan vi hjælpe med?

Par, som søger hjælp til deres parforhold, nævner ofte, at de har kommunikationsproblemer, oplever følelsesmæssig afstand eller føler sig fastlåste i negative mønstre. Der kan altså være mange forskellige, relevante årsager til at tage imod dette tilbud:

  • Kommunikatonsproblemer eller for mange skænderier
  • Manglende tillid, kærlighed, eller følelsesmæssig afstand
  • Konflikter om økonomi, børneopdragelse eller andre emner
  • Følelsen af at sidde fast og gentage negative mønstre
  • Problemer med at give slip på smerte eller vrede udløst af tidligere hændelser (fx tidligere utroskab eller svigt)
  • Og mange flere.

Styrk parforholdet med god kommunikation

Vi kan hjælpe dig og din partner med at skabe en bedre kommunikation, så I hermed kan styrke og forbedre jeres forhold. Vi kan også hjælpe jer med at forstærke eller genvinde den følelsesmæssige nærhed og tillid, som er kernen i et godt parforhold.

Vi ved fra forskning, at selvhjælp kan gøre en positiv forskel i parhold. Undersøgelser fra USA har vist, at online-forløbet OurRelationship kan skabe markante og varige forbedringer i parforholdet, selv for par, der oplever væsentlige konflikter og utilfredshed. Par kan også have gavn af at læse en bog sammen og lave fælles opgaver rettet mod at forbedre parforholdet.

I dette projekt vil I få tilbudt enten et online- eller et offline-forløb gratis. Begge forløb er fleksible og nemt tilgængelige, da I selv kan tilrettelægge, hvor og hvornår I vil gennemføre de opgaver og aktiviteter, der knytter sig til forløbene.

Læs mere om de to selvhjælpsforløb herunder.

Online forløbet
OurRelationship.dk

I dette forløb arbejder du og din partner med et online- program, der er udviklet til at hjælpe par med at forbedre deres forhold og tage hånd om deres væsentligste problemer. Programmet kan tilgås fra jeres smartphone, tablet eller computer. I arbejder først med programmet hver for sig og mødes derefter til en samtale om de opgaver, I har løst. I får undervejs i forløbet vejledning i at bruge programmet i form af fire opkald fra en coach.

Offline forløbet
Pas på dit parforhold

I dette forløb arbejder du og din partner med en selvhjælps-bog for par, som kombinerer viden og inspiration med gode råd og konkrete opgaver, I skal løse sammen. I læser kapitlerne hver for sig og mødes til refleksion og samtale om de spørgsmål, bogen præsenterer. I får en kort skriftlig vejledning i at bruge bogen.

Tilmeld dig selv og din partner

Tryk på linket "Tilmeld dig projektet" og se, om du og din partner opfylder kriterierne for at modtage et gratis selvhjælpsforløb. Når både du og din partner har udfyldt det korte spørgeskema, vil I modtage en e-mail med besked om, hvorvidt I opfylder kriterierne.

TILMELDINGEN TIL PROJEKTET ER DESVÆRRE LUKKET (siden start 2022). Vi håber, at kunne åbne tilmeldingen til dette projekt på et senere tidspunkt, så du/I igen kan modtage et gratis selvhjælpsforløb. 

Søg hjælp i tide. Afhjælp parforholdets kriser, utroskab, separation eller skilsmisse.